Change your cover photo
Change your cover photo
Talrige ophold hos sibiriske rensdyrnomader på Jamalhalvøen. Krydset Kirgisistan og Mongoliet til fods, til hest og på cykel. Forfatter af rejseguides og -beretninger.
This user account status is Approved

This user has not added any information to their profile yet.

458
30 Apr 2013
IT-konsulent, fotograf, rejseskribent, foredragsholder

Min første rejse foregik i 1969 på Rigshospitalet fra fødegangen til intensivafdelingen med navlestrengen om halsen. Som fireårig sad jeg med på stangen i cykelløbet Ama'r Rundt, og som 10-årig kunne jeg prale med, at have overlevet en 48 timers vinterstorm i telt på Hadangarvidda. Som 17-årig var jeg ved at blive spiddet af en tyr på en solovandring gennem Gruvedalen i Dovre, men det var først et år senere (da jeg for første gang havde muligheden for at anvende børneopsparingen på alt det den ikke var tiltænkt) at jeg fik min egentlige ilddåb. Sammen med barndomsvennen Steffen realiserede jeg drengedrømmen om en kanotur ned ad Nahanni-floden i Canadas Nordvest-Territorium. Med Gudenåen som eneste reference sejlede vi baglæns igennem det første strømfald, og kæntrede i det næste. Men det var nu mest mødet med en olm grizzly-bjørn, som var ved at sætte en stopper for eventyret. Kun en desperat svømmetur i den kolde flod reddede os fra at lide samme skæbne som de canadiske blåbær og tildelte os i øvrigt tophistorien i Hjemmets påskeudgave.I gymnasiet valgte jeg det sprogtilbud, der lød mest ubrugeligt, men mindst kedeligt: russisk. Efter gymnasiet og en tur til Nepal tog jeg i starten af 1990'erne på et halvt års ophold i det kaotiske Rusland. Opholdet hos lokale familier i Ukraine og Uralbjergene blev et intensivt kursus i russisk kultur og overlevelse. Hen ad vejen blev ordforrådet udvidet fra »da« og »njet« til også at omfatte gloserne for »vodka« og »bestikkelse«. Det sidste åbnede døre og blev startskuddet til et utal af rejser på egen hånd i Rusland og det tidligere Sovjetunionen. Mange af rejserne er foregået langt fra Ruslands forurenede industribyer på vandre-, ski- eller rafting-ture i områder som Kamtjatka, Uralbjergene, Bajkalsøen, Karelen, Kaukasus, Altaj og Kolahalvøen. Stærkest i erindringen står mødet med Jamalhalvøens rensdyrnomader, som jeg fandt en våd efterårsdag i 2001 efter en ørkesløs vandring ud over den svampede tundra. Det er siden blevet til talrige besøg hos nomaderne, som jeg alt efter årstiden har opsøgt til fods eller på ski. Bekendtskabet har lært mig at sætte pris på et krus varmt rensdyrblod og et stykke rå lever, og jeg har fået et nonchalant forhold til udstyrsforretningernes opreklamerede tøjkollektion efter på egen krop at have følt forskellen mellem en dunjakke og en rensdyranorak i 47 graders kulde.Interessen for nomader førte mig i 1990'erne flere gange til bjergskråningerne i Kirgisistan, hvor den gærede hoppemælk og de gæstfrie fårehyrder tilføjede en ekstra dimension til rejselivet. Siden kom Mongoliet med på listen, som med sine herlige nomader og totale mangel på anstændig infrastruktur straks blev en af mine favoritter. Den første tur var et to-måneders sommerridt, hvor jeg tomlede, red og vandrede ud over stepperne. Et stædigt (men vellykket) forsøg på at få hilst på rensdyrnomaderne i bjergene vest for Hovsgol-søen var nær ved at koste mig returbilletten, da oversvømmede floder lukkede vejene i en hel uge. Min nysgerrighed efter at se, hvordan man overlever den kontinentale vinter i et filttelt, fik mig til at vende tilbage et par år efter, denne gang i december måned. Udstyret med lange uldne underbukser og Sorel-støvler (og med såkaldte »superpløkke« til teltet der knækkede som spaghetti-rør, når man forsøgte at bore dem ned i de frosne græstuer) fandt jeg ud af at man overlever på samme måde som om sommeren, blot med lidt mere tøj på og med ekstra kokasser i brændeovnen. Helt ude vestpå blev jeg indført i de kasakhiske ørnejægers ædle jagtkunst og belært om at en flybillet tilbage til Ulan Bator ikke er noget værd, hvis ikke man kan løbe hurtigere ud til flyveren end sine medpassagerer.Som det fremgår er jeg ofte gået mere i detaljen end i bredden - sammenlagt mere end tre års ophold i Rusland (fordelt på over mere end 40 rejser) lader sig ikke fornægte. Som modvægt til de russo- og mongofile tendenser, har jeg fyldt pauserne ud med ski- og vandreture i Skandinavien (mere end 30 ture), hvor konceptet er ture med rygsæk, pulk og telt i områder langt fra kedelige pister og kunstige feriebyer.En uddannelse som forstkandidat har indtil videre ikke kunnet udkonkurrere mit rejsegen. Siden 2008 har jeg arbejdet som IT-konsulent hos SAS Institute og driver derudover en lille nebengesjæft som fotograf, rejseskribent (har bl.a. skrevet »Turen går til Rusland« og »Turen går til Bulgarien« for Politikens Forlag samt senest »Ved Verdens Ende«) og foredragsholder.