Denne bruger har ikke tilføjet nogen oplysninger til deres profil.
I over 25 år har jeg udforsket grotter, på ca 60 internationale ekspeditioner til fx Borneo, Laos, Kina, Indien, Guatemala og flere europæiske lande.
Huler er nogle af de sidste uudforskede områder på Jorden, hvor man kan udforske og kortlægge det ukendte. Det er en underjordisk forhindringsbane, hvor man skal håndtere mudder, smalle passager, løs klippe, sammenstyrtninger, klatring, vand, sprængning og flere hundrede meter dybe skakter.
Man kan være helt uden kommunikation til omverdenen i flere dage. I et sådant miljø skal man vurdere mange risici og sikre at intet går galt, for redning kan være uhyre vanskeligt.
Huler kan være en meget ugæstfri verden, men når man overkommer det, er belønningen stor. Man er den første til at sætte sine fødder i den uopdagede verden og se de fantastiske formationer. Hvor dyb er skakten? Hvad er der henne om næste hjørne?
Mange gange kommer der aldrig nogen igen og ens fodspor forbliver urørte for evigt. Men det ukendte bliver kortlagt og dokumenteret med billeder og video. Grotterne kan ligge svært tilgængeligt i bjerge og regnskov, som bidrager yderligere med natur- og kulturoplevelser.
Når der var behov for en huleforsker har jeg deltaget i udsendelser i DR/TV2, både i dokumentar og nyhedsudsendelser og har desuden leveret tekst og billeder til flere publikationer.
Foruden at udforske huler, har jeg klatret flere big wall klipperuter, op til 1000m lodrette klippevægge, som det tager mange dage at klatre. Undervejs overnatter man typisk op til en uge på væggen, enten på små hylder eller i et telt der hænger på den lodrette væg. Erfaring fra både Yosemite (El Capitain), Norge og Grønland.
I luften er jeg aktiv som pilot på et STOL fly (Short Take Off and Landing). Et STOL fly er rigtig velegnet til at lande steder, hvor der ikke er etableret landingsbaner.
Jeg har rejst i over 50 lande, på 6 kontinenter og værdsætter særligt regnskov, bjerge og fremmede kulturer.
Jeg holder gerne foredrag med billeder og video, så alle kan komme med på opdagelse i hulernes uudforskede og fascinerende verden.
